Geogebra er et gratis open source matematikværktøj, der kan anvendes i arbejdet med både geometri og algebra. Man kan arbejde i programmet online via Webstart, hvor man dermed hele tiden er sikret den seneste version af programmet eller offline ved, at downloade programmet til computeren, dette kan f.eks. være relevant i forbindelse med eksamen. Der findes desuden en version af programmet der er beregnet for de yngre elever, GeogebraPrimer, med en mere enkel brugerflade. Programmet er meget brugervenligt og nemt at gå til, det kræver blot at computeren har Java installeret. Da programmet er gratis, har eleverne også mulighed for at arbejde med programmet hjemme.
På GG’s Wiki kan man finde en Manual, der beskriver de forskellige værktøjer og kommandoer, en Lærebog, hvor man kan får hjælp til at komme i gang med programmet, et Forum, hvor man kan stille spørgsmål og komme med forslag. På wikien kan man desuden finde publikationer, events og tips.
Programmet er ikke et didaktiseret læremiddel, og det bliver dermed lærerens opgave, at overveje elevernes arbejde i programmet, således at det understøtter de mål, man har opstillet for sit undervisningsforløb.
Der er dog masser af hjælp at hente, hvis man ønsker at finde allerede udtænkte undervisningsforløb. En mulighed for at finde e-læringsmoduler er på www.EMU.dk, en anden er GG’s egen GeogebraTube, der er desuden online-hjælp at hente på fx You Tube. På Lærit findes også videoer med instruktioner i brugen af GG.